I endnu et personligt reklameinterview med Jes Bertelsen – det seneste af de ”sjældne” af slagsens, der dog optræder i dagspressen med forudsigelig hyppighed og udgør en slags journalistisk andagtsøvelse, som adskillige journalister har underkastet sig (de burde etablere en klub!) – denne gang ved Karen Syberg i Information – citeres Jes Bertelsen for følgende udtalelse (vores fremhævelser): ”Tidligere eksperimenter har vist, at der kan påvises forskelle i hjernen hos folk, der 'tror at de beder', og folk såsom en gruppe karmelitternonner, der faktisk har forstand på bøn.”
Karmelitterne er en kristen munke- og nonneorden fra 1200-tallet. Ordenen lægger ganske rigtigt vægt på et kontemplativt og tilbagetrukket liv i bøn, idet ”vi som karmelitter er kaldede til et liv i bøn" – at ”grunde over Herrens lov både dag og nat og våge i bøn”, som der står i den oprindelige regel. Denne indre tilbedelse er altså rettet mod Gud som en konstant lovprisning. Tanken er ikke at opnå noget, og da slet ikke for sig selv. Hvis en karmelitternonne af Jes Bertelsen derfor blev rost for sin bøns ”effektivitet” og ”dygtighed”, ville hun smile og bede i det stille for ham. Hun ville mene, at han slet ikke fattede, hvad bøn og tilbedelse er. Hvis hun hørte ham sige, at mange af hendes trosfæller kun ”troede, at de bad”, men i virkeligheden slet ikke bad, fordi deres ”hjerne ikke havde et bestemt scanningsmønster”, ville hun se på ham med stor sorg og bekymring. Hun ville føle en dyb medfølelse med hans forarmede medmenneskelige sted.
Bøn er tilbedelse. Alle mennesker kan, helt som sig selv, tilbede, ligesom de kan elske. Det væsentlige ved tilbedelsen er netop, at den kommer fra det enkelte menneske. Et barn kan bede, alle kan bede! Og karmelitternonnen tror og ved, at Gud hører ethvert menneskes bøn og glæder sig over den! Ingen og intet kan erstatte det enkelte menneskes personlige bøn til sin Skaber – uanset hvor ”udygtig”, ”ueffen” og ”uprofessionel”, den end er, hjernescanningsmæssigt set, Jes Bertelsensk set!
Jes Bertelsen tager denne grundlæggende betydning og værdi fra sine medmennesker og nedgør dem, samtidig med at han ophøjer sig selv som den ”eksistentielle bønsekspert”. Han håner alle de mennesker, der i deres overgivende kærlighed til kærlighedens og livets magt hvert eneste øjeblik i alle mulige menneskelige situationer retter bøn og tilbedelse til Gud fra deres livs dyb og mening.
Kære Gud, jeg takker dig for dette menneskes samvær, for mit barn, for din trøst, for naturens skønhed, for din hjælp i morges, for alt!
Jes Bertelsen siger, at disse mennesker kun 'tror at de beder'. De spilder tiden med noget, de ikke har forstand på, og som ikke fører til noget! Jes Bertelsen tror ikke på Gud eller noget højere væsen, så derfor er det komplet overflødigt og irrationelt med den slags tomme tilkendegivelser. De folk burde i stedet tage et kursus hos ham for at effektivisere bønnen (så den fører til hvad egentlig?). Jes Bertelsen mener også at kunne sætte skel mellem dumme og lidt mere smarte mennesker/kristne, der har en forstand på bøn, som kan sammenlignes med hans egen ekspertviden. Men det menneskesyn er så langt fra karmelitternonnens bøn, Gudstilbedelse og næstekærlighed, som et menneske kan bevæge sig. Det ved Jes Bertelsen udmærket godt, men det afholder ham ikke fra at slå plat på hendes bøns- og trosliv til sit eget formål. Han omklamrer og forvrænger en autentisk kristen tradition for at manipulere sit budskab igennem.
Hvilken afgrund af skam!
Ikke have noget i sig selv, der afholder en fra at trænge nedgørende ind i det andet menneskes levende, personlige bøn med hån og spot! At vrænge af næstens liv i tro på Gud. At rynke på næsen over alle de folks spontane taknemmelighed for livets mysterium.
Hvilken afgrund af foragt!
Som det gamle ord siger: Hvad hjertet er fuld af, løber munder over med. Jes Bertelsen håner snart børn som eksistentielle analfabeter, snart voksne som dumme og uvidende, når det gælder bøn i deres eget liv. Ligegyldigt hvad han gør for at redigere og tilpasse sit budskab, ryger finkerne og flovserne af panden.