Kommentar til Jesper Juuls oplæg.

Jesper Juul virker på konferencen som et fornøjeligt og reelt menneske [se dog nedenfor], der under sit oplæg formår at komme i både følelses- og forståelsesmæssig kontakt med sine tilhørere. Hans oplæg kredser omkring dilemmaet mellem indre ansvarlighed og ydre pålagt ansvar, mellem individualisme og kollektivisme, mellem indre og ydre autoritet, mellem autonomi og hegemoni – et dilemma, som det moderne, demokratiske individualiserede overskudssamfund rejser for alle mennesker, idet tidligere tiders traditionsbestemte normativitet er mere eller mindre i opløsning, og den personlige frihed eksploderer. Han mener fornuftigvis, at begge dilemmaets ”horn” er nødvendige – at vi hverken kan undvære det ene, eller det andet, men hvor finder vi balancen og det sande udtryk for begge dele (hvilket måske opløser modsætningen)? Hvad er sand autonomi? Hvad er sand hegemoni?

Jesper Juul har i kraft af sin personlige historie og sit generationstilhørsforhold oplevet den falske hegemoni, der bygger på magt og autoritet – og som kan genfindes i mange former for pædagogik og opdragelse, der er ”overstyret” på forskellig måde. Han forsvarer derfor ikke mindst barnets integritet og naturlige ret til selvfølelse. Men han er også klar over, at barnet mister denne sunde og værdige integritet (eller autenticitet, eller individualitet) i mødet med de voksne, der forvalter både deres egen og barnets frihed til at være sig selv ud i det individualistiske overdrev og skaber ”ballon-egoer”. Hvad barnet behøver er … "et ordenligt selv at spejle sig i". De voksnes skøre og krukkede valgfrihed forvirrer dem – som om man kan individuere sig ægte gennem enten at følge eller afvige fra trenden (være noget ”for sig selv” ved for eksempel at træffe trivielle konsumvalg). De voksne tror virkelig, at de tager barnets individualitet (selvbestemmelse, valgfrihed) alvorligt ved at føje barnet i dets ydre kræsne valg, men svækker derved barnets empati og ordentlige kontakt med sig selv.

Vi er enige med Jesper Juul (se for eksempel vores drøftelse af den naturlige livsrytme i kritikken af Jes Bertelsens oplæg). Han stiller de rigtige spørgsmål i forhold til kulturens problemer på dette felt, om end i en lidt unuanceret form. Han er også klar over, at der ikke er nemme svar. Generelt synes han at være af den opfattelse, at svaret i hvert fald ikke består i flere voksne eksperter og mere overstyring på området. ”Jeg synes ikke, at børn skal vokse op hos strømlinede mennesker, der har check på hvad som helst – børn skal hellere være sammen med rigtige, levende mennesker, end med mennesker, der forsøger at være rigtige!”  Svaret skal på en eller anden måde give sig ud af det ægte menneskelige møde mellem børn og deres voksne og ikke som et ydre program, for det vil jo også repræsentere hegemoni. Måske derfor slutter han også af med at sige, at han … ”ikke er sikker på, men med det Jes og Helle skal sige noget om – er vi inde på områder, som jeg umiddelbart har meget lidt forstand på. Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig forskellige øvelser, ting og sager, som forældre kan gøre med deres unger, bortset fra dem vi alle sammen kender i forvejen – og dog må jeg sige, at jo mere, jeg har hørt, jo mere inspirerende synes, at det bliver – også i forhold til det, der foregår i familien.” Her er det (sådan da) den autoritetsskeptiske Jesper Juul, der taler – ham, der tager børnenes parti imod voksnes overgreb og forvridninger.

Men en anden side af Jesper Juul er autoritetstro indtil det naive. Indledningsvis formår han at konstatere, at der i forholdet til at blive sig selv … ”er nogle få specialister iblandt os, så at sige, som har større indsigt, end vi andre har i det.”  Det er selvfølgelig tosset sagt på hans egne præmisser. Ingen er større specialist i det enkelte menneskes forhold til sig selv end dette menneske selv – børn som voksne! Det er en grundlæggende eksistentiel virkelighed og værdi, som Jesper Juul burde holde sig fast i. Vi i Infogruppen må derfor sige til Jesper Juul, at han er kommet på den helt forkerte galaj i sit benovede samarbejde med Jes Bertelsen. Hvis der er nogen, der vil ind og styre børns forhold til sig selv på en overgribende måde, så er det Jes Bertelsen, der ønsker at træne børn i sin specielle meditationsform og –filosofi, fordi det er interessant og stimulerende for ham selv! Her er der ingen plads til åben og kreativ kedsomhed – hvilket igen omvendt kommer til udtryk i Vækstcenterpædagogikkens kedelige præstationsræs med øvelser og praksis i timevis! Det er virkelig ikke svaret på børns behov for at komme til, være og finde sig selv! Jesper Juul ved ganske enkelt for lidt om, hvad Vækstcenteret er og går ud på. Vi vil gerne sige til Jesper Juul, at han er hooket op af Jes Bertelsen netop på sit indre svage punkt – autoritetskonflikten, sin ambivalens, når det gælder autoriteter. Mennesker, der reagerer antiautoritært (og har grund til det fra barnsben af), søger ofte ubevidst ”den ene, gode autoritet”! Det er set før i historien – og altid finder man så den helt forkerte autoritet (det kan Jesper Juul selv forklare psykologisk for sig selv, til sig selv). Jes Bertelsen er netop ekspert i at se og udnytte menneskers ”svage punkt”.