Vi har tidligere i afsnittet om pseudovidenskab kritiseret tanken om, at Jes Bertelsen i sin profession af "bevidsthedsforsker" skulle have nogen form for akademisk godkendelse eller baggrund, da en sådan "videnskab" ikke findes.

Men hvad så med hans "spirituelle akkreditiver"? Har han nogen anden form for "legitimering" eller "autorisation" for sin "ekspertise"?

Man må vurdere den åndelig-religiøse situation omkring Jes Bertelsen for at forstå, hvorfor han efter alt at dømme mangler en nødvendig ”autorisation” for sin selvbestaltede brug af dzogchen-meditationsteknikker, der i deres egen "autoriserede" traditionsbaggrund anses for farlige. For selv om Jes Bertelsen identificerer sig stærkt med den tibetanske Nyingmapa-linje, er det et helt andet spørgsmål, om den i dag også vil "vedkende" sig ham. Lad os bruge et billede for at forklare sammenhængen og problemstillingen.

Antag, at der findes en bestemt avanceret hjernekirurgisk praksis, som er knyttet til en professionel tradition, hvor denne ekspertise går i arv, ofte fra far til søn. Hvis man vil, kan man få foretaget et meget risikabelt og kompliceret indgreb i hjernen, hvorefter man altid vil være lykkelig – et slags åndeligt hvidt snit. Sådan kunne man ud fra vores kristne kritiske synspunkt beskrive den tibetanske dzogchen-tradition, der jo selv har valgt at lægge sig tæt op ad neurologien i sine forklaringer. Hvis man henvender sig til den kirurgiske tradition i dag, kan man for eksempel finde en anerkendt lærer som Yongey Mingyur Rinpoche, der er ”inkarnation” af hele to ”ophøjede mestre” i denne ”hjernekirurgiske kunst”. Han er søn af Tulku Urgyen Rinpoche og har gennem hele sin opvækst modtaget direkte instruktion af denne med henblik på sin nuværende høje status og betroede funktion i hierarkiet. Han er den ægte vare!

Tulkuen er den ”mester”, som Jes Bertelsen en ganske kort overgang fik kontakt med i Nepal, og som han mere eller mindre henviser til for at legitimere sin brug af dzogchentraditionens ”kirurgiske teknikker” og sin udlægning af dens ”hjernefilosofi”, der også er den primære inspirationskilde for Jes Bertelsens forfatterskab (ud fra selvstudium af de klassike tibetanske skrifter, vel i oversættelse) og baggrund for Vækstcenterets ”spirituelle pædagogik”. Ifølge Jes Bertelsen var mødet med Tulkuen ”enestående” eller som han forklarer i et interview i Jyllandsposten den 11.8.06: ”Har du set børn blæse sæbebobler? Når to bobler går sammen, pling, så er der én stor sæbeboble. Sådan var det at møde ham.” Et lidt uheldigt billede måske, fordi der er noget med sæbebobler og illusioner, der ikke holder! Vi tvivler på, at Tulkuen ville bruge sæbeboblebilledet med samme alvor om sit møde med Jes Bertelsen. Måske den ene sæbeboble bare voksede sig større og større?
 

For vi må prøve at se sagen fra den anden side. Tulkuen, der var internationalt orienteret og rejste meget, blandt andet i USA, havde gennem årene hundreder af vestlige elever, hvoraf mange var forskere på et højt niveau inden for deres eget felt og gamle i gårde hos Tulkuen, men så vidt vi ved er ingen af disse elever højt rangerende i hierarkiet i dag. De virkeligt ”betroede og kompetente” er alle tibetanere, fortrinsvis Tulkuens egne sønner, hvoraf den ældste, Chökyi Nyima Rinpoche, i øvrigt står bag et kursuscenter her i landet. Der er ingen forlydener om eller officielle tegn på, at Tulkuen har overført nogen form for status, kompetence, rettigheder eller lignende til Jes Bertelsen. Vi tvivler – af mange grunde – på, at Jes Bertelsen er i stand til at fremlægge nogen form for ”autorisation” fra Tulkuen, der vel i ham blot har set endnu en af de mange New Age wannabes fra Vesten, der kom til ham for at få pudset deres spirituelle New Age fjerdragt, så de kunne spankulere rundt derhjemme som ”elever af Urgyen Tulku”. Der går mange urkomiske vandrehistorier om den slags møder med tulkuen. Blandt andet om den højt profilerede amerikanske ”oplyste” New Age guru og forfatter, der dukkede op for at få tulkuens ord for, at han faktisk var oplyst! Og hvad med en mindre kendt guruaspirant og centerleder, der kom i taxa fra Katmandu til Naga Gompa (hvor tulkuen residerede i Nepal). Så snart han havde sat sig ned i tulkuens selskab, begyndte han at græde og jamre: ”Jeg ved ingenting, jeg ved ingenting” – selv om han havde skrevet et dusin ”spirituelle” bøger og afholdt hundreder af kurser i sit hjemland. Så tog han tilbage til Katmandu for at hente flere tusinde dollars, som han tilbød tulkuen til gengæld for at blive discipel af ham. Man må tro, at tulkuen tog pengene og kombinerede sin medfølelse med det praktiske, men det er ærlig talt ikke sandsynligt, at han foretrak den ene wannabe frem for den anden, eller at han investerede noget særligt åndeligt arvegods i nogen af dem. Men sådan ser det altså ikke ud for en wannabe i hans eget betydningsunivers, hvor boblerne vokser sig stadig større. Derfor har navngivne personer med tilknytning til Vækstcenteret da også ”ladet sive og underforstå”, at Jes Bertelsen skulle være tulkuens ”åndelige arvtager” i Danmark?! De skylder dog at forklare, hvorfor Chökyi Nyima Rinpoche, Tulkuens søn og repræsentant, så har placeret sig på Helgenæs, hvor Jes Bertelsen i øvrigt aldrig optræder eller er inviteret? Det smager alt sammen af den samme form for selviscenesættende mystifikation, der har præget Jes Bertelsen og hans bevægelse fra starten. Faktum er, at Jes Bertelsen ikke er nævnt med et ord i den officielle fortegnelse over de anerkendte nulevende lærere i Urgyen Tulkus linje, og at hans vidtløftige påstande og krav omkring "bemyndigelser" fra tulkuen derfor står helt for hans egen regning - og ja, for hans disciples, der i forhold til traditionen følger en ikke anerkendt lærer. Det er da heller aldrig i traditionen før set, at en "lærer" underviser i dzogchen fra den ene dag til den anden efter en tur til Nepal - uden de mange års strengt overvåget praksis og tilbagetrækning, som traditionen foreskriver.  

Spiller det nogen rolle, at Jes Bertelsen ikke er en indviet tibetansk Rinpoche, men en autodidakt uden et overvåget træningsforløb som det, Tulkuens sønner har gennemgået i Tibet, og en tilsvarende autorisation til at foretage det åndelige hvide snit? Både-og, for vi vil under alle omstændigheder fraråde selve operationen og andre ”hjernelæsioner”, men hvis man køber en vare, vil man da altid foretrække, at indpakningen svarer til indholdet, at det ikke er et kopiprodukt og at varen er ordentligt deklareret! Yongey Mingyur Rinpoche har udgivet en bog, The Joy of Living (Harmony Books, New York, 2007) som er ganske interessant læsning, hvis man vil vurdere Jes Bertelsens akkreditiver og kompetencer set ud fra den ægte tradition.
 

Hvad mener den i traditionen højt renommerede og kompetente Yongey Mingyur Rinpoche for eksempel om ”selvbestaltede lærere” indenfor hans ekspertområde, der henviser til egne ”initiationsoplevelser” [sådan som Jes Bertelsen gør det i sin bog Indre Tantra, et citat (1), der tilsidesætter enhver påstand om, at Jes Bertelsen ikke skulle være religiøs funderet] og mystificerer offentligheden med talen om ”mødet med mesteren i Nepal”? Hvorfor er der en afgørende forskel på, om man som Jes Bertelsen tydeligvis identificerer sig med en linje og en tradition, men ikke er reelt medlem af den med alt, hvad det indebærer. Tja, alle professioner beskytter vel deres kompetencer og professionelle renomé mod eventuelt charlataneri.

Citat (vores understregninger): ”Hvilke egenskaber har en god lærer? For det første skal læreren være oplært inden for en linje – ellers kan det være, at han eller hun opfinder regler og retningslinjer for meditativ praksis på baggrund af sin egen stolthed eller viderefører en misforståelse af, hvad han eller hun har læst i bøger. Der er også en stor, men subtil kraft forbundet med at modtage vejledning fra en lærer, der er oplært inden for en etableret linjes tradition: den kraft, der ligger i indbyrdes afhængighed, som er beskrevet i første del. Når du arbejder med en lærer, der er oplært inden for en linje, bliver du en del af ”familien”” i den linje. Ligesom du har lært usagte, men uvurderlige ting af den familie, du er født eller opvokset i, vil du opleve en uvurderlig læreproces ved at iagttage og udveksle erfaringer med en sand lærer inden for en linje. Ud over at være oplært i en bestemt linjes discipliner, skal en kvalificeret lærer også udvise medfølelse og gennem sine handlinger på subtil måde gøre sin egen realisering klar uden nogensinde at nævne den. Undgå lærere, som taler om deres egne præstationer – den type snak eller praleri er et sikkert tegn på, at vedkommende overhovedet ikke har opnået realisering. Lærere, som har nogen erfaring, taler næsten aldrig om deres egne bedrifter, men er i stedet tilbøjelige til at tale om deres egne læreres egenskaber (s.247f)

Hvorfor er det vigtigt, at disse teknikker bruges under opsyn og holdes indenfor traditionen? Fordi de er farlige! – ikke mindst i de forkerte hænder. Yongey Mingyur Rinpoche sammenligner ligefrem farligheden af teknikkerne med ”kernevåben”. Citat (vores undertregninger): ”I den buddhistiske tradition taler folk ikke meget om deres egne oplevelser og indsigter, hovedsagelig fordi den form for pral har en tendens til at øge ens egen følelse af stolthed og kan føre til, at man misbruger oplevelserne til at vinde verdslig magt eller indflydelse over andre mennesker, hvilket er skadeligt for en selv og andre. Af denne grund aflægger man i forbindelse med oplæring i meditation et løfte eller tilsagn – der på sanskrit kaldes samaya – om ikke at misbruge de evner, man vinder gennem sin meditationspraksis: et løfte, der ligner en traktat om ikke at misbruge kernevåben. Konsekvensen af at bryde dette tilsagn er tabet af alle de indsigter og evner, man har opnået gennem sin praksis.” (s.216f) … ”Som tidligere nævnt er rolig afventende meditation som at oplade dine mentale og følelsesmæssige batterier. Medfølelse er den mentale og følelsesmæssige ”teknologi”, der bruger de genopladede batterier på den rigtige måde. Det, jeg her mener med en ”rigtig måde”, er, at der altid er mulighed for, at du kan misbruge de evner, du har udviklet gennem shinaymeditation, til blot at øge din egen mentale og følelsesmæssige stabilitet for at vinde magt over andre eller ligefrem skade dem.” (s.228)

Ud over at Jes Bertelsen tilsyneladende ikke er etisk på omgangshøjde med den ægte tradition og ikke er autoriseret og reguleret af den, er der så andre åbenlyse tegn på diskrepans mellem ham og traditionen i væsentlige lærespørgsmål? Ja, så afgjort! Som noget centralt i Jes Bertelens præsentation af sit ”meditative system” står jo hans påstand om ”tanketomhed”, at man kan og skal standse tankerne! For eksempel sagde Jes Bertelsen på konferencen i Århus følgende (vores understregninger): ”Man kan sige ting til børn, som de umiddelbart forstår i det her felt – det har jeg faktisk rigtig mange erfaringer med. For eksempel, hvis man siger til voksne mennesker – eller hvis vi siger til hinanden her – skulle vi prøve et øjeblik og lade være med at tænke, så vil vi jo reagere med en slags viden om, at det kan man ikke – man tænker hele tiden, der er billeder, og der er tanker, og der er følelser og associationer og sanseindtryk – man kan ikke bare sådan stoppe det. Den viden, at man ikke kan det, har børn ikke – jeg taler om børn mellem 7 og 14 år – det .. det spektrum af børn, som jeg har arbejdet med i nogle små grupper med, sammen med blandt andet Helle, eh, og andre. Det, der er interessant, det er, at hvis man siger til sådan nogle børn – prøv at lade være med at tænke – så lader de rent faktisk være med at tænke! [En åben indrømmelse af meditationsprøvning af børn i dzogchen-filosofisk regi]. Det varer selvfølgelig ikke ret længe – det er jo også lige meget – men det, der er interessant, det er, at vi voksne – vi, der har den her viden, det kan man ikke, så derfor kan vi selvfølgelig ikke, men børnene har jo ikke den viden, så de lader bare være, hvorefter der er stille!”

Men hvad siger Yongey Mingyur Rinpoche, den autoriserede dzogchen-mester, om at standse tankerne som en meditativ teknik eller et mål i sig selv? Ja, han er faktisk fuldkommen enig med os i, at denne arytmiske strategi er skadelig, men uenig med Jes Bertelsen. Citat (vores understregninger): ”Du skal ikke blokere dine tanker, følelser og så videre; du skal heller ikke jagte dem. Hvis du jagter dem, hvis du lader dig lede af dem, begynder de at definere dig, og du mister evnen til at reagere åbent og spontant i det nærværende øjeblik. Hvis du på den anden side blokerer dine tanker, kan dit sind blive ganske anspændt og småt. Dette er en vigtig pointe, fordi mange mennesker fejlagtigt tror, at meditation betyder, at man bevidst skal standse tankernes og emotionernes naturlige bevægelse. Det er muligt at blokere denne bevægelse et kort øjeblik og tilmed opnå en flygtig følelse af fred – men det er den fred, som kendetegner en zombie. En tilstand fuldkommen fri for tanker og følelser er en tilstand, der er blottet for skelneevne eller klarhed.” (s.67f) … ”Buddhistisk meditation har på ingen måde at gøre med forsøget på at gøre sindet tomt. Der findes ingen måde at opnå tankefri meditation på. Selv om det skulle lykkes dig at standse dine tanker, ville det ikke være meditation, du ville blot være på vej ind i en zombielignende tilstand.” (s.131)

Altså – uden tanker ingen skelneevne, ingen kritisk bevidsthed, ingen klarhed – man bliver bare dum som en zombie! Al tale om et tomt sind, det ordløse, tanketomme bevidsthedsrum og lignende – er nonsens ifølge Yongey Mingyur Rinpoche. Set ud fra hans perspektiv fører Jes Bertelsens meditationsanvisninger til mental dumhed og fysisk anspændthed, men det er, hvad Jes Bertelsens proselytter vil introducere i folkeskolen og prøve at motivere børn til at øve sig i, fordi ”Jes Bertelsen” simpelthen er den ”mest kvalificerede”. Normalt i samfundet skal man kunne godtgøre sine kvalifikationer på en objektiv måde og da ikke mindst i skole- og undervisningssammenhæng eller hvis man vil bestride en offentlig funktion, hvor andres liv og velfærd afhænger af en. Vi i Infogruppen må spørge, hvordan en skoleleder kan være så lemfældig i kontrollen af både Jes Bertelsens børnepædagogiske og mentalhygiejniske kvalifikationer (de første har han jo notorisk ikke, og de andre kun som en ”selvlært fusker i det åndelige hvide snit”, hvis man vurderer det ud fra Yongey Mingyur Rinpoche). Hvad får ham til udelukkende at basere sin vurdering på ”vonhörensagen” og mundsvejr fra overbeviste tilhængere og nægte at forholde sig til saglig kritik? Hvad er det for en mærkelig magt over andres tankeevne, der kommer til udtryk her, og hvorfor skal den vinde indpas i folkeskolen?

 

(1) En nat i 1976 efter flere års regelmæssig stilhedsmeditation vågnede denne bevidsthed [dvs. JB's bevidsthed] op og fandt sig selv svævende i det kosmiske rum. I midten af begivenheden hvilede en transparent, men mørk mediterende kropsform. Denne kropsform var omgivet af en pulserende mandala af fem farver. Inderst var et sort, men lysende og gennemsigtigt felt af energi. Men dette felt var samtidig bevidstheden. Udenom det sorte flød et mørkt blåt, ligeledes lysende og gennemsigtigt felt af farvestrålende bevidsthed. Uden om dette felt var et grønt. Derpå gult, yderst var alt rødt. Det var selve bevidsthedens indre væsen der strålede. Hvert farveniveau udgjorde et nyt spring, en ny bevidsthedsdimension, mættet med information. Mandalaen omkring den gennemsigtige mørke kropsform var bevidstheden. Denne bevidsthed flød i de kosmiske dybder, men når bevidstheden var vendt ind gennem de farvestrålende felter, var bevidstheden ikke i kosmos, bevidsthedsdimensionerne var selv kosmos. - I denne tilstand var salighed. Der begyndte nu at ske noget. Inden i bevidstheden fremtonede telepatisk et unisont kor af stemmer. Det var mestrene fra rummet, blev det sagt. Bevidstheden skulle strække sig bagud i tid, 3000 år. Her lå bevidstheds-kim, der nu af mange skulle udfoldes for planetens overlevelses skyld. - Derpå viste visdomskilden 3 hologrammer, der havde med den individuelle bevidsthedshedsudvikling at gøre. Efter dette sank bevidstheden, og den begrænsning man kalder vågenhed afløste udvidelsen."

 
Citatet er hentet på nettet i en biografi for Jes Bertelsen, skrevet af en - må man nok sige - meget ukritisk og positiv debattør, men biografien kan være nyttig at studere, fordi den meget præcist gengiver Vækstcenterets og Jes Bertelsens selviscnesættende mytologi.

http://www.jernesalt.dk/bertbiog.asp