Båndudskrift:

Jes Bertelsen, oplæg på konferencen Den 9. Intelligens, Århus, den 16, november, 2007.

Oplægget er så vidt muligt gengivet verbatim ud fra lydkvaliteten.

[plusord er angivet med indigo, forbehold og utydelighed med rødt, kommentarer med grøn]

Det er jo ikke så let at komme oven på Jesper. (enkelt latter fra salen, ler selv med) Med den humor, og, eh, visdom, som han har, men, eh … jeg skal prøve at gøre det så godt jeg kan. Det jeg skal prøve at sige noget om, det har det ved sig, at det er et slags forslag. Jeg har primært beskæftiget mig med voksne mennesker, rigtig mange, som jeg har forsøgt at undervise i, hvordan man ved at bruge enkle praksisformer kunne komme i en dybere og mere autentisk kontakt med sig selv. Men igennem årene, så har jeg fået mere og mere ineresse i …og forståelse for, at det var måske betydningsfuldt, hvis nogle af de erfaringer, som vi har gjort os i årenes løb, hvis de kunne frugtbargøres i forhold til, øh, børn.

(Lydproblemer i kongreshallen)

Jeg prøver at gå videre. Det som på forhånd er meget vigtigt at få formidlet, det er, at de forslag og erfaringer, som jeg vil fremlægge, er på et begynderstadie, det er et forsøg på og se, om man – sammen med mennesker, der har mere forstand på børn, end jeg har – kunne frugtbargøre nogle af de erfaringer, som jeg og vi har gjort os … og så få dem præsenteret på en sådan måde, at de kunne blive hensigtsmæssige for børn. Det går direkte ind i noget af det, som Jesper fremlagde. Han beskrev, meget forenklet, denne her tendens til overstimulation … som er i, som finder sted i … børnehaver og skoler, som en nødvendig konsekvens af de store udfordringer, der er, til alt det, der skal indlæres. Ingen tvivl om, at de moderne elektroniske medier, de er med til at øge den overstimulation, øh, for mig at se, og det skaber en tendens til, at børn og unge mennesker, de bliver ligesom forhippede på stimulation, som Jesper forklarede, og så kommer, eh, ”fra sig selv”. Så det man jo så naturligvis, eh, må tænke med den erfaring, som jeg har, det er jo … kunne man ikke nogle enkle redskaber, frisatte redskaber … eehhh … som kunne være med til at skabe en større kontakt indadtil, sådan så børn og unge mennesker får en balance i forhold til alt det, de skal præstere og indlære, at de får en balance ved at kende til redskaber, enkle, simple ting, som de kan gøre, eller lade være med at gøre, og derved komme dybere i kontakt – Jesper beskrev, hvordan den her kedsomhed eller rastløshed, som ofte er en effekt, der kommer af overstimulation, hvordan den måske kunne være en slags naturligt tilbud til en dybere indadvendthed. Man skal selvfølgelig forstå så, eh, og, eh, give børn og unge mennesker … eh, nogle forslag til, mmm, at de måske lytter dybere ind i, hvad den kedsomhed er – hvad ved jeg!

Eh, så det ene af, af .. mine motiver til at være med i det her, det, det .. er, øh, altså et ønske om, en forestilling om, at måske kunne erfaringer fra undervisningen af voksne i det her felt omkring dybere kontakt indad gennem noget med hjertet, meditation og målet af nærvær .. måske kunne det også komme børn til gode. Det er det ene motiv.

Men, eh, jeg må indrømme, at der er altså også et andet motiv … æh …. det er et lidt mere alvorligt … og, øh, overordnet perspektiv, men jeg vover alligevel at komme med det. Altså, eh, når man har prøvet at følge med i, hvordan udviklingen har været sådan globalt set, eh, i de sidste 25-30 år, så vil man jo, eh, ikke kunne undgå en eller anden form for uro. Der er en række faktorer, som tyder på, at, at, hele menneskeheden eller kloden nærmer sig en eller anden form for krise. Det er naturligvis et stort emne, men, men jeg vil nu alligevel sige nohet om det og prøve at vise, hvordan det har fået sådan en som mig til at tænke, at måske skulle man overveje, at … eh, øh … bevidstgøre, eller i hvert fald bringe debat i gang omkring, hvorvidt den udvikling, der er i gang globalt, om ikke den afsætter nogle konsekvenser i måden, vi måske gør med vores opdragelse eller pædagogik i de yngre generationer, fordi det er jo de yngre generationer, altså børnene og de unge, som kommer til at overtage regningen … æh,ah … for den klode, som vi efterlader, måske i en meget, meget uhensigtsmæssig position, så man kunne sige, at det måske også kunne give os en form for motivativ, eh motiv, eh motivation, til at prøve ligesom at forklare situationen tydeligere for de her børn og unge, og måske også prøve at pege på nogle veje. Jeg tror ikke, at nogen kan finde vejene – jeg kan ikke! – og jeg tror ikke, at der er ret mange andre, der kan finde vejene, men man kan i det mindste rejse problemstillingen og gøre opmærksom på alvoren i det, og derved måske sætte større opmærksomhed og fokus på noget, som fortjener større opmærksomhed og fokus, også med reflekserne ind i, eh, hvordan vi gør, og hvad vi lærer vores børn og unge. Så det er den anden, eh, del af, eh, mit motiv for at deltage i det her. Så jeg vil bruge noget tid på at sige lidt om det og prøve at forklare, hvordan jeg oplever sammenhængen, inden jeg så går over til at prøve at præsentere en, en konkret, eh, et konkret forslag til, hvad man kunne gøre, og det skal jeg nok relativere, når vi kommer til det. Men først det om det globale perspektiv.

Æhm, jeg har lige fået en, en rapport, som hedder ”Global environment outlook”, som er FN’s hovedrapport omkring, hvad der sker i den globale udvikling. Den er lavet af over 1000 videnskabsmænd, op imod 1400 forskellige videnskabsfolk har arbejdet i en årrække på at lave den her rapport. Den er lige kommet. Det er ikke en, eh, eh, let læsning – den er ikke særligt optimistisk. Den er nummer 2 af en rapport, der blev lavet for 20 år siden, den som Bruntland-rapporten også har været, eh, i samsving med. Og de forudsigelser omkring, hvordan det går globalt, i den rapport for 20 år tilbage, der lavede man en række scenarier, og, eh, jeg er gået tilbage og har kigget på det, og nogle af de scenarier, de så ud på en sådan måde, at den samlede, hvad skal vi sige, reaktion rundt om i det politiske og mediemæssige, eh verden var, at det var en form for ekstrem eller dommedagsagtige profetier, der kom af de her videnskabsfolks redegørelser i den rapport for 20 år siden. Nu fastslår denne her gruppe af 1400 forskere, at selv de værste scenarier i den rapport for 20 år siden er overhalet af, hvordan virkeligheden ser ud – det er værre end skrækscenarierne fra for 20 år siden. Altså det får mange mennesker, synes jeg, og det får også mig til ligesom at kigge en gang til på, hvad det er for en tid, vi lever i, og hvad det er, vi har gang i, med, med .. vores menneskehed og vores, øh, klode, og det begynder jo helt inde der, hvor vi selv er, med vores børn og vores måde at gøre med os selv på. Øh .. så jeg vil sige en lille smule mere om den rapport og prøve at beskrive, hvordan det hænger sammen med de motiver, som, som jeg har til at .. prøve at bidrage med en form for oplæg. Øhmmm … de beskriver hovedlinjerne i, i .. processerne omkring hvordan miljøet ser ud, og de har delt det op sådan, at de beskriver, hvad der sker med, med landet, altså med vores faktiske jord, hvor dårligt det ser ud, og hvor meget forringelse af tilstandene på landbrugsjord og skov, der globalt set er, og hvor kraftig accellerationen er, og de beskriver vandet – de har masser af folk med, der har arbejdet med det – og de beskriver, hvordan fiskebestanden globalt set begynder a blive kraftig reduceret. Man må søge for at få den samme kvote af fisk, må man søge ned mod mere basale niveauer i fødekæden, og man må fiske meget længere ude og meget dybere, end man har indtil nu, og prognoserne er rigtig dårlige – ål er ved at uddø, torsk er der for lidt af, og så videre og så videre. Masser af konkrete eksempler giver de. Og luftforureningen fortæller de om, hvordan det ser ud, og at det går hurtigere med opvarmningen – man forestiller sig, at polkappernes afsmeltning går hurtigere, end man forestiller sig, og at de prognoser, man har lavet, at de rent faktisk … (ler fjollet) … jeg kan altså ikke gøre for det vel … de prognoser, de ser ikke gode ud … man er bange for, at hvis det fortsætter, og man ikke globalt set gør noget afgørende på nuværende tidspunkt, så vil man kunne starte nogle accellerationsprocesser, som Lovelock og andre har beskrevet, der på kaotisk vis kan skabe en, en markant forværring af tilstandene på jorden. For eksempel er man bange for, at allerede omkring de næste 20-50 år, så kan vandstanden stige meget mere, end man har forestillet sig, hvad der kommer til at true rigtig mange af de befolkningstætte områder på jorden – altså i meget højere grad, vi taler ikke om meter, men om 20-25 meter! Så den er meget uro-urovækkende, den rapport. Et andet konkrete eksempel, som jeg vil nævne derfra, som gjorde vældigt indtryk på mig, det er den her tale om ozonhullet over Antarktis. Da havde vi jo fået en forestilling fra medierne - i hvert fald havde folk, der ikke er eksperter, som mig – havde fået en forestilling om, at ved og hæmme de her forskellige ting med sprayflasker og en lang række andre tiltag, så var der kommet en form for kontrol over det ozon. Og så konstaterer de her videnskabsfolk: Ozonhullet over antarktis har aldrig været så stort som nu. Det har intet hjulpet! Eksempel, Et eksempel. Det vrimler med det. Og hvad siger de så, hvad anbefaler de? De anbefaler to ting. Igen og igen som et mantra gennem hele den rapport, der er på over 500 sider – de siger, det er nødvendigt med globalt samarbejde. Der er ikke nogen enkelt regering eller enkelt organisation, der kan løse det her problem. Det kan kun løses ved en samlet indsats af alle de globale instanser, der har magt og mulighed for at kunne styre og lede. Det er, eh, den ene del – så de appellerer til en form for, øh, global samsving. Det andet, de siger, det er, at de scenarier, de tegner, de er bygget op, nogle af dem på at man priorioterer markedsøkonomi, og andre at man prioriterer politiske omstændigheder, og hvis, der skal være en mulighed for, at det her lykkes, så skal man prioritere, siger de, bæredygtige miljø, eh, strategier – både inden for landbrug, skovbrug, industri – og inden for økonomi og energipolitik. De siger, at det ser ud som om, det ikke er særligt sandsynligt, at det vil ske, og de tegner ikke et særligt, eh, positivt billede, men de peger insistant på de her faktorer – altså globalt samarbejde, og så hvad jeg vil kalde en indstillingsændring [her foregår glidningen i ”argumentet”] i forhold til prioriteter. Man må prioritere det her meget højere, end man gør. Slut med det!

Hvad har det så med, eh, børn, og eh, øvelser at gøre? Jamen, det tror jeg, det har - det har noget med hinanden at gøre. [Her følger helt uklar argumentation med emotionel appel] Jeg forestiller mig, at hvis det ydre tryk, der kommer fra miljøet på kloden – hvis det skal resultere i en indstillingsændring, så skal der også være en opmærksomhed omkring, hvordan man lytter ind i sig selv på en sådan måde, at man kan opfatte den, eh, solidaritet eller den, eh, samhørighed, som er en forudsætning for, at en sådan indstillingsændring kan finde sted – det, det er jo det, der mangler, og det, der mangler – det kan vi alle sammen mærke på os selv, vi kan mærke det i det store – det er ligesom vi varetager primært vores egne interesser, landene varetager deres egne interesser, sammenslutninger af lande, multinationale selskaber, verdensregioner – og afgrænsningerne sætter en form for spænding, sådan så løsningsforsøgene ikke kan blive tilstrækkelig omfattende og tilstrækkelig dybt forankrede i tilstrækkelig mange mennesker, som har opfattet nødvendigheden af og skabe en form for konsensus, som resulterer i handling på det her, eh, afgørende, eh, totalt globale (liv, niveau?). Så jeg tror, at måske kunne det være meningsfuldt – i hvert fald og tematisere – æh, hvordan kunne man tilbyde mennesker [altså ikke børn?] nogle, eh, redskaber og nogle måder og arbejde med sig selv på, som kunne begunstige fremvæksten af denne her indre venlighed eller indre, naturlige samhørighedsfølelse. Kan man overhovedet gøre det? Er det en utopi? Eller er, er der muligheder for at gøre det? Eh …..eh ….. (længere tavshed). For mig at se må det i det mindste være væsentligt, at man prøver at skabe en form for opmærksomhed og fokus omkring det her og forsøger at tematisere det, og ikke straks lægger det dødt … det vil jeg føle måtte være det mindste, man kunne gøre – prøve at gå ind i en mere seriøs undersøgelse af det. Det her har man jo tænkt andre steder på kloden. Blandt andet har man, eh, i vores naboland, eh, Sverige .. der har man i flere år haft et projekt, der hedder ”Drømmen om det gode”, som de fleste af jer, eller mange af jer formentlig ved noget om – det er faktisk et forsøg på i skolerne, både i grundskolerne og i gymnasieskolerne, at prøve at tilbyde nogle enkle redskaber, æhm, man har bygget det op i sådan en 4struktur, hvor man tilbyder et sæt af forskellige øvelser – noget man gør med kroppen, noget man gør med hjertet og følelserne, og noget man gør med bevidstheden .. forskellige enkle ting … og man har eksperimenteret med det i en årrække og lavet nogle pilotprojekter. Jeg ved blandt andet, at man for ganske nylig har afsluttet en, et stort forsøg i en skole, hvor alle selvfølgelig er blevet spurgt, om de vil være med – forældre, skolebestyrelser, lærere og elever – og så har man prøvet at sætte nogle professionelle mennesker på til at evaluere, eh, resultaterne – man har lige haft et stort møde på, eh, i Sverige omkring det – og resultaterne, sådan som jeg har fået dem forelagt og referet af en, der var til stede ved den evaluering, er .. positive. Selvfølgelig ikke mirakuløse, det er klart, men de er positive. Der kommer fra mange forskellige sider, både fra lærerne, fra eleverne og forældrene, der kommer der beskrivelser og feedback tilbage – man har prøvet at lave det rigtigt systematisk med spørgeskemaer og kontrolgrupper så godt, som man har kunnet gøre det i en mere, sådan videnskabelig kontekst, og der kommer rent faktisk en positiv feedback. Det er som om det har en gunstig effekt på, eh, klimaet – større venlighed, større arbejdsevne, mere kontakt med sig selv, mindre mobning, eh, dybere evner til at træffe valg. Og det er jo interessant, det har man arbejdet med i Sverige, altså meeget, meeeget, meget mere, har jeg indtrykket af, systematisk og ligesom støttet, end jeg har indtrykket af, vi har gjort det i vores land. Jeg ved at rigtigt mange pædagoger og folkeskolelærere har prøvet og arbejde med og bringe en mere, hvad skal vi sige, stille kvalitet indimellem – noget med krop, eller noget med drøm, lade børnene give hinanden noget massage på skulderpartiet, så de måske undgår mobning, og man har prøvet at arbejde med drømmeforståelse på en enkel måde, kreativitet, man har prøvet at arbejde med forskellige ting omkring ”mindfullness” .. øh, sådan tror jeg, eller det ved jeg, at rigtig, rigtig mange pædagoger og folkeskolelærere i vores land individuelt og forskellige steder har arbejdet. Men det, vi mangler, er måske en mere systematisk undersøgelse, hvor der er noget objektiv evaluering, og hvor man prøver at udnytte nogle af de erfaringer, der rent faktisk er gjort, og også nogle af de erfaringer, der er gjort i Sverige, og så prøve at se hvad, hvad, er det noget, der virker på en hensigtsmæssig måde.

Eh, det, eh den model eller det forslag, som jeg om lidt vil prøve at gennemgå mere præcist, eh, for jer, det er bygget op dels på grundlag af de erfaringer, som vi er en gruppe mennesker, der har gjort på voksenundervisning inden for det her felt, og så er det .. har vi selvfølgelig kigget vældig grundigt på de svenske erfaringer, og så er det .. har vi lavet nogle ganske små pilotprojekter med børn, eh, jeg tror ikke, eh, de er så meget værd i den store kontekst endnu, men de er interessante som forsøg, og det vil Helle senere give en mere konkret beskrivelse af. Jeg har også selv prøvet og være med i sådan nogle grupper og prøvet at undervise børn i noget omkring at komme i dybere kontakt med hjertet og noget omkring meditation, altså vågenhed, nærværs…træning, og det har været utroligt stimulerende. Noget, som jeg selv har lagt mærke til, det er, at .. at noget, som mange gange har taget mig vældig lang tid i kontakt med voksne mennesker, og få ligesom, eh, få til og fungere, sådan at .. at vi forstod, hvad hinanden sagde, og hvad vi oplevede, og mennesker begyndte ligesom at kunne forholde sig til det og danne sig nogle meninger og erfaringer omkring det, det er meget, meget lettere, når man taler med børn. Man kan sige ting til børn, som de umiddelbart forstår i det her felt – det har jeg faktisk rigtig mange erfaringer med. For eksempel, hvis man siger til voksne mennesker – eller hvis vi siger til hinanden her – skulle vi prøve et øjeblik og lade være med at tænke, så vil vi jo reagere med en slags viden om, at det kan man ikke – man tænker hele tiden, der er billeder, og der er tanker, og der er følelser og associationer og sanseindtryk – man kan ikke bare sådan stoppe det. Den viden, at man ikke kan det, har børn ikke – jeg taler om børn mellem 7 og 14 år – det .. det spektrum af børn, som jeg har arbejdet med i nogle små grupper med, sammen med blandt andet Helle, eh, og andre. Det, der er interessant, det er, at hvis man siger til sådan nogle børn – prøv at lade være med at tænke – så lader de rent faktisk være med at tænke! [En åben indrømmelse af meditationsprøvning af børn i dzogchen-filosofisk regi]. Det varer selvfølgelig ikke ret længe – det er jo også lige meget – men det, der er interessant, det er, at vi voksne – vi, der har den her viden, det kan man ikke, så derfor kan vi selvfølgelig ikke, men børnene har jo ikke den viden, så de lader bare være, hvorefter der er stille! Det er jo for eksempel, altså .. hvad tæller sådan nogle erfaringer, at man har gjort det med … hvad ved jeg … 100 børn i forskellige grupperinger, jamen det tæller jo ingenting, det tæller jo ingenting, men det er dog interessant nok, når man sammenligner med, hvor vigtigt det er – hvor vigtig sådan en forståelse af sindets dybere funktionsmåde, hvor vigtig den er for voksne! Så er det jo interessant, at børn har sådan en umiddelbar tilgang til det. Jeg har set det tilsvarende omkring, eh, når man arbejder med .. med noget med hjertet, altså empatiske følelser. Så kan man se, at .. at noget, eh, hvor voksne mennesker, de fleste voksne mennesker er meget forsigtige … man er .. er bange, man tænker, bliver man såret, eller hvad skal det her nu bruges til og .. er man nu, altså, hvis man skal åbne hjertet, er det fordi man skal ligesom manipuleres med eller hvad, eh, foregår der. Hvis man siger sådan noget …

(Henvendt til nogen i salen: ”Er lyden ikke lidt underlig?” - utydelig samtale - ”Hvad siger du?” ”De retter på billedet – det kan være det hjælper!” (munter, latter fra salen). ”Det er godt.”)

Når man taler om sådan nogle følelser og prøve og få lidt mere kontakt med venlighed i hjertet, så kommer de her modstande eller forbehold i voksne mennesker. Men, eh, når man prøver at sige det til børn, eh, så er der, eh, en meget mere umiddelbar tilgang til det. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget venlighed eller hvor meget omsorg og kærlighed, børn har fået, og har omkring sig i miljøet – det er klart, men selv børn, som er rigtig belastede, altså børn som .. hvis forældre er døde begge to tidligt, adopterede børn, børn der er i sådan på grænsen til at få mere alvorlige psykiatriske diagnoser – selv sådan nogle børn – sådan nogle grupper har jeg også arbejdet med – sammen med kyndige pædagoger, selvfølgelig – der har jeg også kunnet se, at hvis man prøver og sige til sådan nogle børn eller bare henlede deres opmærksomhed på, hvordan de kan gøre med hjertet, så .. så tager de det umiddelbart ind. Jeg kan huske noget, der gjorde et vældigt indtryk på mig med nogle konkrete børn (dæmpet stemmeføring) – da jeg spurgte dem: ”Prøv engang at tænke på nogen af de mennesker, som I holder af” – det er jo en øvelse, som er, hvad skal vi sige, meget simpel og jordnær [traditionel buddhistisk teknik], og som voksne jo også kan udmærket … Og de her børn, jeg sagde: ”I kan tænke på jeres forældre, jeres søskende, eller ven, eller hvem I nu har. Og så var der et barn, så var der et af børnene, der rakte hånden op og sagde: ”Kan man også bruge en hund?” Jo, det kunne man selvfølgelig. Og så var der sådan en rigtig lille forsigtig en, der var virkelig … altså langt inde i sig selv, og ikke havde meget kontakt .. meget problematisk lille fyr .. der så rakte hånden op og sagde: ”Kan man også bruge et sovedyr?” Jo, men det kunne man jo godt. Det fortæller jo noget om, ikke også, hvor langt ind, eh, følelsen af og holde fast i, at der er nogen, man holder af, hvor langt ind den går. Altså, man opgiver måske de voksne, man opgiver måske mennesker, man opgiver måske dyr, men man bliver ved med at fastholde et ønske om selv ud i meget, meget ekstremet lukkede og sårbare situationer, da fastholder man et ønske om at have den følelse, at man selv holder af nogt andet, om det så er et legedyr. Den kapacitet inde i hjertet, den, det er den jeg tror, det kan jeg jo ikke vide, det er den, som man skulle have mere fokus på. Altså, vores pædagogiske system er opbygget på indlæring og på, at vi skal præstere, og man har ikke nok, eh, måske nok, opmærksomhed på, hvor vigtigt det er, at sindet - for at kunne blive optimeret i sin evne til at kunne afbalancere information og indlæring – har brug for og få kontakt med dybere niveauer af stilhed [her glider argumentet igen, talen var om hjertefølelsen, der nu kobles ukritisk sammen med stilhed], eh, derfor sådan en type af øvelser, som det med at prøve at få børn og unge mennesker og voksne til at opfatte, at der foregår to ting i sindet - hele tiden – der foregår en kontinuert strøm af tanker og følelser og så videre, og så er der pauser eller stilhed, der hele tiden er der [dzogchen meditationsfilosofi og –praksis]. Ligegyldig hvor meget information, der er, ligegyldig hvor meget larm, der er, så er der altid pauser inde i sindet i alle mennesker, ikke også. Det er der lavet så mange og så grundige undersøgelser omkring – så mange ting, eh, er bleven, eh, forsøgt forstået omkring det – der er nok ikke megen tvivl om, at der altid er sådanne pauser inde i sindet, og at der altid er en mulighed for at kontakte en form for stilhed. Hvis ikke det bliver .. hvis ikke man gør opmærksom på det, så overses det. De voksne overser det, og børnene overser det. Og vi lægger vældig meget vægt på med hensyn til hjertet – det er den anden hovedvej, tror jeg, ind til noget af det, der er brug for, eller kunne være brug for, hvis man skulle skabe en balance til den her lidt for afgrænsede, lidt for egoistiske, lidt for overstimulerede situation, som måske, eh, både børn og voksne er i. Den anden hovedvej det er at prøve at undersøge eller lægge mere vægt på den del af, eh, øh, følelseslivet, hvor man beskæftiger sig med følelser, der strømmer fra en selv ud til (kløjs) andre. Vi er vældigt opmærksomme på, om man får nok, om man får nok kærlighed, om man får nok, eh, interesse, omsorg. Men man er måske i mindre grad opmærksom på, hvor betydningsfuldt, det er, at man henleder opmærksomhed .. på, hvor vigtigt det er, at man føler noget spontant, helt fra man er ganske lille, som vi også hørte i nogle af Jespers eksempler, hans fantastiske eksempler, at man begynder at føle noget empatisk – det er den empatiske kvalitet, altså, den evne til at holde af, som er givet, formodentlig, de fleste mennesker ved fødslen, den evne får måske ikke nok stimulation, eller der bliver ikke gjort nok opmærksom på den, og man giver den ikke plads, og man mener måske – og det kan man godt forstå, at man gør, ikke også – man mener måske, at i en slags vanskelig situation omkring indlæring, når man skal lære børnene meget, og der er højt støjniveau, og de er ude af sig selv og så videre – jamen skal man så også ekstra til at beskæftige sig med momenter af stilhed, og hvordan skal man få børn til det, og skal man begynde at beskæftige sig med noget så sårbart som og prøve og gøre børn opmærksomme på, at de nogle gange skal tænke, måske, på de mennesker, de holder af, midt i, at tingene er, som de er. Altså, den måde, den approach er .. er naturligvis provokerende – man kan tænke, jamen, altså, hvad skal det gøre godt for – og det er også muligt, vi kan ikke vide, om det .. det er en vildand – vi kan vide at mennesker, mange steder, ikke også, som jeg nævnte i Sverige, prøver de, og vi lavede nogle små forsøg – jeg ku, jeg synes, det var interessant, hvis man fik noget mere erfaring, man prøvede og undersøge det bredere, fik noget mere videnskabelig klarhed omkring det ved at lave nogle, øh, undersøgelser og nogle fors ..øhh grupper, som man kunne sammenligne med nogle kontrolgrupper, og så prøvede at se – hvad gør det rent faktisk, hvis man, hvis man, prøver det. Ehhhh … ok!

Så vil jeg prøve og gennemgå det her, eh, forslag, en lille smule mere detaljeret .. det, det, det var jo det, der ligesom var ideen i det, jeg skulle fremlægge, det var – kan man vise eller give nogle eksempler på nogle konkrete redskaber, og eh,  ……….. utydelig interaktion …… Grafikken i det skema er blandt andet lånt fra de måder, som de i det svenske ”Drømmen om det gode” har bygget det op. De har lavet sådan 4 veje ind til et hjerte i midten, som er deres forhåbning, ikke også – kan det måske lade sig gøre og, eh, give børn og unge mennesker redskaber, som er enkle og frisatte, som kan være med til, at de får en dybere kontakt med, eh, de stille kvaliteter i sindet og de empatiske kvaliteter i hjertet – kan det lade sig gøre? At det er bygget op – jeg vil prøve at fortælle noget mere om det. Det er bygget op med sådan 5 veje [sigter til FBEI’s pentagram-koncept] – det skal ikke tages særlig højtidligt. Det kan lige så godt være, at man kun skal bruge 4 veje, og det kan også være, at man skal bruge 6 veje. Man skal ikke lægge noget særligt i det. Hvad man imidlertid skal lægge vægt på [forholder sig til Infogruppens kritik], det er, at, eh, almindelig indlæring handler om, at man .. man skal få fat i noget information og dygtiggøre sig og præstere noget og uddanne nogle evner og nuancere og dygtiggøre sig indenfor det. Det, der er karakteristisk for hele det her forslag, at man .. man henvender sig til en anden dimension af børn og unge. Men man henvender sig til noget, som alle kan, og som alle i lige høj grad har adgang til – så børnene skal ikke præstere noget, de skal ikke lære noget nyt – i virkeligheden skal de lytte ind til noget, de har – de skal opdage, hvis de vil, nogle ganske simple mekanikker og få skaffet sig nogle ganske simple erfaringer, som alle mennesker kan få, og som alle mennesker til alle tider har udvikler pædagogikker til at udvinde og fremkalde. Og så skal de udforske og undersøge det i stedet for og præstere og blive bedømt og vurderet. Der er ikke et facit på de her øvelser – man skal opnå det og det, den her erfaring og respons er den rigtige. Det er det respons, som det enkelte barn kommer med, når det prøver at gøre det, som er det rigtige for det barn. Man skal ikke tolke det, og man skal ikke blande sig i det. Så det er en helt anden tilnærmelse til barnets, eh, autonomi – dets evne til at kunne strukturere og forholde sig til, eh, sin egen, eh, erfaring, og sin egen situation. Man skal ikke præstere, man skal ikke bedømmes, man skal ikke kunne noget bestemt, man skal ikke sammenligne resultater.

Det ved vi jo i hvert fald med voksne, at hvis man prøver og udvikle sådan en form for strategi, og give mennesker den, og mennesker selv begynder at arbejde med det, så kan der jo mange gange komme en lettelse, fordi man bliver henvist eller man opdager nogle ting, som alle mennesker har, som alle mennesker kan, og hvor alle er ligestillede i forstand af, at det ikke er sådan at nogle for eksempel har et særligt talent for at trække vejret, og andre har det ikke, eller nogle mennesker har et særligt talent for, at deres hjerte banker, hvorimod andre – det banker kun om søndagen, eller det banker kun om morgenen. Alles hjerter banker altid, ikke, det er helt ekstremt banalt [Jes Bertelsens distancerer sig så godt han kan fra sin spirituelle elitarisme på det eksklusive Vækstcenter], så de her 5 veje er bygget op på noget, som vi alle har. Hvis vi tager dem oppefra. Alle har et hjerte. Og alle kan i en eller anden forstand forholde sig til det. De fleste mennesker, måske nok ikke alle, men rigtig mange mennesker, de kan skelne mellem kærlighed og omsorg og venlighed, der kommer ind til mig og handler om mig, og som jo er nødvendig for vækst, for personlig vækst, selvfølgelig, men man kan også skelne og mærke de kærlighedsfølelser, der kommer fra ens eget hjerte og går ud til nogle andre – ens forældre, ens venner, ens søskende, ens hund eller ens, hm (bevidst), sovedyr. Så man kan adskille de to, eh, følelsesveje. Den, der giver næring til ens personlighed, ens jeg, og så den vej, der giver mulighed for udvikling af empati og samhørighed med andre mennesker. Man kan skelne de to, eh, følelsesveje. Og det man man meget, meget tidligt. Nu taler vi jo om børn fra cirka 6-7 år og så frem til 14 år, det er det, der ligesom ligger som fokus. Så alle har et hjerte, og alle har en bevidsthed, eh, hvad enten man er velbegavet, eller man er mindre begavet, man er urolig, eller hvordan man er, så er der en vågenhed, der er en bevidsthed, og den bevidsthed, det er jo en almenmenneskelig ting.

Vi sidder alle sammen i den lige nu, ikke? Vi er jo alle sammen vågne. Det giver jo ingen mening – det er jo ikke sådan, det kan være, der er nogle enkelte af jer, der er lidt søvnige eller trætte, men .. men der er en generel vågenhed. Altså hvis, det er et faktum, at vi simpelthen .. vi er her, vi er sammen om det her, vi prøver at forstå det og forholde os til det – og det vi gør, ikke også?, at vi hele tiden prøver at høre på indholdene af ord, men vi har meget lidt opmærksomhed på selve det faktum, at vi er vågne [traditionel buddhistisk bevidsthedsfilosofi] – meget, meget lidt opmærksomhed er på det. Det .. det er en selvfølgelighed, eh, det er ligesom, æhm, der er en berømt historie om en fisk, eh, en meget, meget nysgerrig fisk, som hele tiden spurgte – hver gang den mødte nogle kloge gamle fisk, så spurgte den: ”Hvor er havet?”. Og der var ingen fisk, der kunne svare på det. Så endelig engang så kom den til en rigtig .. æh .. gammel hunfisk, en rigtig viis fisk, en visfisk .. og så sagde denne her visfisk til den: ”Prøv nu at svømme ved siden af mig!” Og så sørgede den for at svømme helt oppe i overfladen og havde denne her unge, nysgerrige fisk nede ved halen – og så pludselig gav den et vældigt smæk med halen, så den lille fisk røg op i luften og faldt ned igen, og så sagde den: ”Nu ved du, hvad havet er!” Så vores bevidsthed, ikke også, som alle har, børn og voksne, og hele tiden, når vi er vågne, ikke også, så har vi den – da bliver vi af vores kultur og pædagogik og den måde, vi lærer ting i skolerne og i børnehaven og hjemme ved forældrene – da bliver vi hele tiden rettet ind, og det skal vi også, og det er nødvendigt, mod indholdet i bevidstheden, men vi retter meget, meget sjældent nogen opmærksomhed ind mod selve bevidsthedskvaliteten, selve det at være vågen og nærværende. Det der sker, når for eksempel kedsomhed og rastløshed dukker op, det er jo et øjeblik, så bliver ligesom indholdet uinteressant, som Jesper han beskrev det rigtigt, rigtigt interessant – hvornår har et barn nogensinde taget imod denne her liste af gode forslag, som forældrene kommer til det med, når et barn keder sig? Fordi det jo, barnet er jo åbenbart i en situation i kedsomhed, hvor det ikke er primært interesseret i at få ny underholdning, det er interesseret i at komme lægere ind og tanke op indefra. Og den vej er en anden vej, end den man normalt, eh, gør børn opmærksom på og underviser i. Så for eksempel sådan nogle redskaber, som vi taler om, hvis de kan bruges, de handler om, at man henleder børns … også voksnes … opmærksomhed på noget, som alle kan og indimellem gør spontant, og så prøver at udnytte det mere systematisk, hvis børnene og de voksne har lyst til det eller føler, at det dur.

Det samme gælder de næste to trin, kroppen og åndedrættet – kroppen har vi alle, ikke også, og vi laver mange, mange forskellige måder, også i skolerne, rigtig gode måder at arbejde med kroppen på, gymnastisk og så videre, men hvad der meget, meget sjældent bliver gjort, det er afspændingsdelen af, eh, kropsforståelsen, kropsbevidstheden – selve det, at man kan mærke ind i sin krop og mærke, hvor man er, om man er oppe i hovedet eller er i hele kroppen, om man kan mærke åndedrættet, om man kan mærke hænder og fødder, det ..det .. det meget, meget få steder, eh, at der, eh, bliver lagt vægt på det, og mange vil tænke, jamen, hvad skal vi så med det. Måske er det, eh, rigtig vigtigt, hvis man vil have ændret noget i denne her tilstand af både de enkelte børns rastløshed og ikke væren nok i kontakt med sig selv og overstimulation, og, hvis man vil have ændret noget i et bredere spektrum, i et større perspektiv, så er det måske uhyre væsentligt, at mange flere mennesker begynder og også få en fornemmelse af vigtigheden på den slags .. æhh .. hvad skal vi sige .. glimt, eller korte øjeblikke af ..af og føle, eh, indad. Så både med krop og med åndedræt, da er det, da er det sådan, at det er noget, vi har. Man ved fra rigtig, rigtig mange undersøgelser mange forskellige stedet, i Amerika, andre steder, hvordan åndedræt, det og, eh, bevidstgøre sig sit åndedræt og så sørge for, at det går lidt ned i bunden af kroppen, at man ikke kun ånder oppe, men at man har en følelse af, at det går dybere ned, hvordan det kan give en større centrering, hvis man er i en opspændt situation, eller man skal præstere, eller der er emotioner, man bliver drillet, eller man er ked af det, så kan en ganske enkel viden om, at man kan kontakte sit åndedræt og bringe det .. bringe det til ro, det kan give en anden, eh, indstilling, nemlig en dybere kontakt med sig selv.

Så, eh, pointen i alle de her fem veje, også den sidste, den kreative, som der er gjort rigtig meget, eh, godt, eh, omkring i vores skolevæsen – alle de veje, er veje, der fører længere ind mod en form for .. øh, naturlig dybere kontakt. Det som er, der er et par pointer i det, som jeg kan nå – jeg har lidt mere tid – jeg kan nå et par pointer omkring det her, som .. som jeg tror er rigtig vigtige. Hvis man vil, eh, videre med det, eh, på en konkret måde. Den ene ting, det er, at, eh, det har været sådan i .. i vores kultur, at der har været en form for, eh, forsigtighed eller monopolisering omkring og arbejde med .. med sådan nogle ting. Man har ment, at det sorterer under religiøsitet eller det er noget og ligesom indoktrinere mennesker på. Den mening har jeg ikke. Jeg .. jeg har den mening, at, eh, at de store verdensreligioner, de .. de har udviklet nogle redskaber, som er almenmenneskelige gyldige, men at de stadigvæk er indlag..lejret i en slags kulturskal, dogmatisk skal, som gør, at man ikke kan frisætte den utroligt dybe viden, der ligger i de store verdensreligioner omkring de almene funktionsniveauer i bevidstheden, meditation og hjertet, omkring hvordan man udvikler empatiske følelser. Man kan ikke frigøre dem fra de dogmatiske og kulturmæssige institutioner, som religionerne også er. Og fordi der sker det i vor tid, at globaliseringen gør, at de forskellige verdensreligioner de bliver konfronteret med hinanden, så, eh, så sker der noget, som vi alle kan se – der sker det, at forskellige religioner de fundamentaliseres, fordi de bliver truet på deres identitet, altså, eh, vi ka .. vi ved det alle sammen ikke, at hvis den eneste Gud er Allah – hvis der overhovedet er en Gud – så bliver man jo i dårligt humør, når man hører, at der er en anden religion, at den eneste Gud, der er Gud, der har en enbåren Søn, der hedder Jesus, og så bliver man jo såret, hvis man nu var buddhist, for der er der slet ingen Gud – så bliver man jo såret på det – eller hvis man nu hører til en hindu-verdensreligion, men da er der rigtig mange guder, og den konfrontation, som verdensreligionerne har med hinanden, den skaber to tendenser. Forholdsvis få prøver at lave en eller anden form for åben dialog, hvor man prøver at finde ud af, hvad mon, er der noget almenmenneskeligt, ligesom meningsfuldt og dybt i de her forskellige religiøse systemer – altså er der noget, vi kan bruge til noget i en moderne tid – er der noget, der er videnskabeligt dokumenterbart. Det er den ene, og det er de færreste, der gør det. Men langt de fleste mennesker bliver ramt på deres identitet, og de afgrænser sig ved at fundamentalisere religionen og monopolisere den. Det mener jeg er en faretruende tendens, fordi religionen har stadigvæk i hele, på hele kloden meget, meget mere tag i os mennesker, end vi vil være ved, og meget mere tag end rationalet, hvis bare den rationelle, videnskabelige rationelle, almindelige menneskelige humane etik – hvis det var den, der bestemte, jamen så ville man jo ikke gøre sådan, som man gør – vi ville formentlig ikke gøre sådan, som vi gør – og menneskene ville ikke gøre sådan, og regeringerne ville ikke gøre sådan, og de multinationale selskaber ville ikke gøre sådan. Men man er fanget i en form for afgrænsning, en form for .. for .. for .. for nervøsitet omkring det her mere irrationelle niveau. Jeg har den opfattelse, og den kan være forkert, ikke også, det er den muligvis, men så har jeg det håb, at på et eller andet tidspunkt i løbet af .. af nogle 20-30 år, så vil man begynde at frisætte fra verdensreligionerne nogle almenmenneskelige, etiske, videnskabeligt dokumenterbare strategier, som er kernen bag, hvad alle de forskellige verdensreligioner har udviklet. Det er mit håb. Eh, hvis vi .. vi tænker på, hvordan det var i middelalderen i alkymien, da havde man en forestilling – altså da var kemien, den kemiske videnskab – den var indlejret i en lang række magiske forestillinger, så man skulle faste, man skulle bede nogle bestemte bønner, gøre nogle bestemte ting, og der var nogle særlige urter, der skulle være der, og man skulle tænde et lys for, øh, for Merkur og hvad ved jeg, for at man kunne få syre og base til at give salt og vand. Så opdagede man på et eller andet tidspunkt, at der i den alkymiske kæmpe gryde af overtro og forestillinger, at da var der en reel hardcore videnskab, og så udviklede kemien sig. Det var i 1500tallet, og det var en lang proces ud af alkymien. Det interessante er, hvordan alkymikerne de opfattede at kemikerne var nogle forrædere, de var de onde, fordi de tog jo alt det flitterstads, der var omkring, eh, den kemiske videnskab væk og sagde, at det hører til overtro, eller riter, eller magi, eller psykologi eller det er noget symbolforståelse. Det har ikke noget med kemi at gøre. Min opfattelse er (skaber sig) .. det er frygteligt provokerende, det kunne vi jo godt se, ikke også, allerede inden konferencen .. min forestilling er, at verdensreligionerne .. de er på det niveau, som alkymien var i middelalderen. Og det, der er ved at ske, blandt andet gennem, eh, neuroscience og alle de undersøgelser omkring, hvad gør meditation, og hvad gør det og arbejde med hjertet, hvor man undersøger, hvad gør det? Og man sætter det ind, og man putter mennesker i scannere, og man stiller spørgsmål og bliver ved, og man ender med at finde det. Jeg er helt sikker! Man er allerede ved at finde, at verdensrelgionerne har en kerne af en slags almenmenneskelig, mere videnskabelig forståelse af, hvordan man også kan gøre med bevidstheden, og hvordan man også kan gøre med hjertet, og at det netop er det, der fører ind mod øget mulighed for og udvikle naturlig empati og venlighed og øget forestilling om en samhørighed med andre mennesker. (pause) Så .. det, der er vigtigt, det er, hvis man skal videre med sådan noget som det her – man behøver slet ikke at bruge det her skema, man kan tage det fra Sverige eller et andet – hvis man skal videre med det, så skal man være sikker på, at de redskaber, man tilbyder børn og unge er fritstillede. De skal ikke være kristne, de skal ikke være buddhistiske, de skal ikke bære præg af Vækstcenteret og de skal heller ikke bære præg af Kemplers tanker. Man skal tage en fritstillet model som en matematikbog eller en lærebog i fysiologi, der ikke har en dogmatik bag ved sig. Og så skal man prøve og lave nogle rolige og sobre og besindige pilotprojekter i skoler og med børn, og man tager alle instanser i ed, forældre, lærere og børn og laver kontrolgrupper og ser, dur det? Og gå langsomt frem. Ligesom man har gjort i Sverige, ligesom man gør i Amerika. Og så må man være indstillet på, at det vil skabe en provokation – folk føler, jamen gør man ikke noget ved børnenes sjæle, eller manipulerer man dem ikke – er det ikke en måde ligesom og indføre en eller anden form for spirituel overbygning. Og det skal man klargøre. Man skal tage den bekymring alvorligt, hvis der bliver nogen. Jeg er enig med Jesper Juul – det ville være godt, hvis sprogbrugen kom op i et lidt mere akademisk leje og venligt leje, så er det lettere at have en dialog. Men man skal absolut tage det alvorligt. Men, eh, så tror jeg også, at man kan komme videre. Så bliver det en dialog, og så er det altid lettere at komme nogle vegne med tingene. (Sukkende) Sådan omkring det (længere pause).

Æhm, i min skoletid – jeg har indtrykket af, at sådan er det stadig væk – så lærte man en matematisk lovmæssighed, som jeg altid har været meget begejstret for, og som vi alle sammen kender, det er den, der hedder Pythagoas’ læresætning. Man har en retvinklet trekant, og så kan man meget let vise, at kvadratet på de to kateter tilsammen giver hypotenusens kvadrat. Det er et meget, meget, meget smukt matematisk bevis. Man bruger det. Jeg tror alle, der lærer matematik på jorden, lærer den pythagoræiske læresætning. Det kan være, den hedder noget andet i visse sammenhænge, men jeg tror, den bliver brugt, fordi det er en basal, eh, basalt redskab, matematisk redskab, som man bruger inden for utroligt meget. (utydeligt) .. arkitektur, hvad ved jeg. Det, der er interessant ved det – nu er jeg jo gammel idéhistoriker – det er, at, eh, Pythagoras’ læresætning blev rent faktisk opdaget af Pythagoras. Pythagoras, han havde en sekt, der troede på, at alting bestod af tal og toner. Og Pythagoas, han troede på reinkarnation og beskriver, hvordan mennesket lever mange liv i forskellige kroppe, og de doktriner – altså at alting bestod af tal og toner, og at mennesket havde en reinkarnation – det var lejret ind omkring hans matematiske opdagelse af den pythagoræiske læresætning. Og nu spørger jeg så Jer, ikke også, føler I, når I underviser, eller da I blev undervist i Pythagoras’ læresætning, at I også skulle tro på, at toner og tal var essensen af alt, eller at I var i en slags reinkarnationskontakt – selvfølgelig troede I ikke det. Jeg mener vi er – det der type af undervisning skal adskilles fra religiøse overtoner. Man .. man, jeg tror vi har brug for at videnskabeliggøre og almengøre nogle af de dybe strategier, som de forskellige verdensreglioner har udviklet, og som virker. Det .. det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, de gør. Det skal man undersøge, og man skal frisætte det. Det er det, jeg, eh æh, selv .. brænder for. Så er der en lille ting, som jeg vil sige i den her sammenhæng. Det forum, hvor vi har udviklet det her – vi har holdt en række seminarer, eh, hvor de også holder foredrag her, men også en del andre – man kan se, hvem det er, navnene og så videre ude på en hjemmeside, og der ligger nogle in..formationer, ikke misinformationer (ler lidt selvgodt) – det skal man skelne imellem. Æhm, i den gruppe, da er der en, der er præst i folkekirken, og der er en religionshistoriker, som har en meget dyb forandring ind i det kristne. Så er der mig, som har fået stor inspiration fa den tibetanske buddhisme, og så er der nogle mennesker, som kommer nogle helt andre steder fra, mennesker som er fra kreative ……. (lydfil slut)

(Ingen respons fra salen under hele oplægget, hvis ikke angivet).